Sport2Go til nutidens unge
Unge i Aalborg Kommune nu købe et Sport2Go pas og prøve 25 forskellige idrætsgrene efter skoletid. Til den første time med Ju jitsu mødte fire piger op – og de havde det super sjovt.

Foto: DGI
At lave en armlås er både sjovt og svært.
”Av” og ”undskyld.” Maja har lige lavet en armlås på Sofie, og det gør ondt.
Pigerne slipper forskrækket hinanden, og så bryder de sammen i et kæmpe grin. Ju jitsu og selvforsvar er både svært, sejt og super sjovt.
Det er første uge med Sport2Go i Aalborg. Et nyt tilbud til unge mellem 12 og 20 år, hvor de hver eftermiddag efter skoletid kan vælge mellem forskellige idrætter som spinning, svømning, badminton, rugby og salsa.
I alt 25 idrætter er med i Sport2Go, der udbydes i samarbejde med både lokale foreninger og private aktører.
Ninja og teknik
Kun fire piger er mødt op til den første Sport2Go time med Ju jitsu hos Aalborg Selvforsvar og Ju Jitsu Klub på Vesterkærets Skole.
- Jeg syntes, det kunne være sjovt at prøve. Der er sådan lidt Ninja-agtigt, siger Clara.
Instruktør Erik Jensen demonstrerer, hvordan pigerne kan trykke hinanden på håndryggen, så det gør ondt. Og hvordan de kan trykke på overarmen, så den der holder fast, bliver nødt til at slippe.
- Når du skal forsvare dig selv, så se først, om du har mulighed for at løbe væk. Hvis du har det, så gør det. Ellers tænk på, at du har ikke brug for store muskler, men brug for teknik, siger Erik Jensen.
Der er både alvor og masser af sjov i timen. Pigerne kaster sig ufortrødent ud i øvelserne, der også vækker en Ninja-skuespiller i flere af dem. Imens forklarer Erik Jensen tålmodigt, at man skal prøve øvelserne 5000 gange, før de sidder på rygraden.

Foto: DGI
Tryk lige der - så fortrækker Melissas ansigt sig i dramatisk smerte
Over 100 har købt et pas
Selvom alle Sport2Go aktiviteterne er gratis den første uge, er der allerede solgt over 100 pas.
Målet er at 300 unge køber et Sport2Go pas i løbet af efteråret.
- Vi håber at få flere unge gjort aktive. Og så er det et succeskriterium at få flere unge med i foreningerne og fastholde de unge, der er der, siger Claus Højen, der er projektkoordinator i DGI Nordjylland.
Sport2Go er fleksibelt og giver de unge mulighed for at prøve mange forskellige idrætter når de har tid og lyst og uden at binde sig for en hel sæson. På den måde prøver projektet at imødekomme de unges ønsker.
Om Sport2Go
Sport2Go er et samarbejde mellem Aalborg Kommune og DGI Nordjylland. Projektet udspringer af, at Aalborg Kommune af Kulturministeriet er udnævnt til en af de syv breddeidrætskommuner i Danmark.
Sjovt at prøve noget forskelligt
Melissa på 14 tog til Ju jitsu, fordi det kunne være sjovt at prøve. Hun er en af de unge, der allerede har købt et Sport2Go pas.
- Jeg er lige stoppet med at gå til skøjtning, så nu skal jeg finde ud af, om der er noget andet, jeg vil gå til. Min lærer fortalte om Sport2Go og jeg tænkte, at det var en god ide og sjovt at prøve noget forskelligt, siger Melissa.
Hun peger også på, at det godt kan være svært at starte med en ny idræt, når man er blevet ”gammel.” I Sport2Go er alle mere på lige fod.
Vi kommer igen
Da Ju jitsu timen er slut er de fire piger helt enige om, at det har været godt.
- Vi har lært det her ”Kr kr av,” siger Clara og demonstrerer med store armbevægelser, spark og lyde de øvelser, hun er blevet udsat for.
Nu overvejer hun så, om hun skal lokke forældrene til at købe et Sport2Go pas, for spørgsmålet er om hun har tid.
Melissa har allerede et pas, og godt nok kommer hun ikke på torsdag, for der har hun meldt sig til bowling. Men på næste tirsdag er hun klar igen. Og hun tager vennerne med.
- Det har været grineren. Og fedt at prøve noget nyt.
Opdateret 4. november 2010 Af Majbritt Lykke AndersenEjer: Kommunikationsafdelingen